Lokalområdet og dets udvikling set fra en vognmandsforretning.

Af familien Bøgesvang.

Begynde med begyndelsen:

 Et lille hus og en garage lige med plads til en 3 tons lastbil. Et ungt par på 22 og 26 år købte den gamle rytterskole, Svinget 7 i Skanderup, en af de 240 skoler, som Frederik den Fjerde oprettede i 1721, som nu ikke mere var skole. Den 8. Oktober 1934 flyttede Far ind, og i april 1935 giftede Mor og Far sig.

 En by:

Dengang var Skanderup en lille by, som næsten var selvforsynende: Der var Brugsen, hvor man kunne købe de daglige fornødenheder, bager Søllingvrå, Karetmager Møller (”æ` hjuler”), tømrer Pedersen, Smed Henriksen/Kongsted, Skrædder Nielsen, Skomager Madsen og vognmanden.

På det kulturelle og åndelige plan:

Kommuneskolen, Friskolen, Efterskolen, Valgmenighedskirken og Sognekirken.

Elever i Skanderup Kommuneskole i 1948.

Vognmandens familie voksede, og det lille hus blev skiftet ud med et større på Kastanieallé 43, med tilhørende ny garageanlæg. Derfra udgik vores videre verden

Alsidighed:.

Vognmandsforretningen drejede sig, ud over kørsel, om handel med brændsel. smøreolie, landbrugsprodukter som fx halm og roer. Når vognmanden kom på gårdene, blev han ofte bekendt med overskud / underskud af disse produkter og kunne derved ofte formidle dette og hint. Derudover blev brunkul og tørv indkøbt - også som lagervarer. Brunkul blev hentet i Søby ved Herning eller Kassøgård ved Åbenrå og formbrændsel i Blåhøj.

Tørv blev hentet i Blåhøj- og Bække mose.

Meget kul, koks og briketter blev hentet på Havnen i Kolding, på Kulkompagniet, Bering & Larsen og Gasværket. Kalk til gødskning af markerne, blev transporteret med forvogn/hænger fra de åbne kalkminer i Ellidshøj og Gug ved Ålborg.

De helt store flyttedage var 1. maj og 1. nov. 2 køretøjer flyttede hele familier altså gifte fodermestre og daglejere, en tredje flyttede skabe/kommoder, kufferter og cykler for alle singlerne – altså de ugifte, der skulle være karle og tjenestepiger nye steder.

Forretningen havde af fast kørsel hele året mælketur først til Skanderup Mejeri og senere 2 mælketure til Hjarup alle ugens 7 dage. Mælk til mejeriet og valle retur til gårdene. Ofte sad der på spanden en seddel fra husmoderen, hvor hun fx bestilte 1 stk. ost, 2 liter kærnemælk og et pund smør, som så skulle afleveres på tilbageturen. Vi børn var ofte med og kan den dag i dag stadig andelsnumrene på samtlige gårde. Hver mandag var der afhentning af fedekalve til Slagteriet i Kolding, tirsdag opsamling af kreaturer, ofte 3 læs, til Kolding Eksportmarked, hver torsdag og fredag opsamling af henholdsvis 3 læs og 1 læs slagterisvin til Andelsslagteriet i Kolding.  Dengang bestod et læs svin af ca. 40. Til sammenligning kører man i dag med ca. 300 på et læs og smågrise op til 900 stk. Derudover hentedes dagligt foderstof fra Kolding og Omegns foderstofforretning og Jydsk Andel og i sæsoner kunstgødning fra Dansk Andels Gødningsforretning. - Bemærk ejerformen med andelsforetagender, hvor landmanden som udgangspunkt selv ejede firmaet, havde indflydelse og fik del i overskuddet. En fornuftig tanke - men ejerne hæftede jo også solidarisk ved underskud, hvilket nu og da kostede landmænd dyrt.                                                                          Til turene til Kolding hørte også besøg på Godsbanen men vigtigst Fragtcentralen på Sydbanegade med 2 gange om dagen.  Det var gods som typisk kom langvejs fra som fx maskindele til smeden. Det var også på fragtcentralen, vores mor kunne lægge beskeder om hasteordrer.

En vognmandsforretning var også sæsonbetonet: sommerperioden kørtes først frø til frøavlscentre i Sdr. Bjært, Almind, Stensballe ved Horsens, Holstebro og Skive, senere på sommeren skulle der køres korn til Kolding og Omegns Foderstofforretning, Jydsk Andels Foderstofforretning, Reinholdt i Lunderskov og Andst Korn. Kornet blev hentet hjemme på gårdene, efter at det var blevet tærsket fra det stationære tærskeværk. På møllen skulle sækkene ofte bæres ind på et lager. Senere kom sækkeløfteren til. Det betød, at vognmanden nu kunne hente kornsækkene direkte på marken, efter at den mobile mejetærsker havde tærsket det og han måtte også tage sliddet: Sækkene blev løftet op på ladet i ryghøjde og vognmanden/chaufføren kunne nu alene foretage stuvningen/læsningen af køretøjet.  På en god dag uden ventetid kunne der nu køres 5-600 sække á 100-120 kg på en dag. Dvs. ca. 60 tons på ryggen. Rent hærværk mod en krop!  - Sidst i sep. - først i okt. startede roesæsonen med sukkerroer til saftstationen i Kolding. Roerne blev læsset med greb fra en roestak på marken for derefter at blive aflæsset med håndkraft 10 km senere – ofte i regn og rusk med fastsidning i den lerede jord.  Godt, at der på gården var en traktor, som kunne give den fornødne hjælp og trække bilen op! Roekørslen skulle gerne være færdig til jul.  På et tidspunkt blev der indkøbt en mobil transportør, ligesom der blev bygget tippelad på lastbilen.  Senere blev transportøren udskiftet med kran og grab.

Så blev der vinter med snerydning og grusning. Herman Jepsen fra Gelballe var fast vejmand på sneploven.

Chauffør Poul Laursen og vejmand Herman Jepsen er klar til at rykke ud med sneploven.

Det var kommunen, der gav ordre til, at der skulle køres. Ofte var det Herman, der fra ”Højdegård”s telefon ringede og sagde: ”Bøgesvang”, vi skal ud me æ plow”. Det var også Herman, der var fast mand på grussprederen. Herman stod bag på ladet og skovlede sand ned i en tragt på grussprederen, sand blev gravet direkte ud af brinken på Drabæksallé i Lunderskov.  Vintertjeneste var en spændende arbejdsopgave og nogen gange for spændende med ubekvemme tidspunkter, et barskt vejr med risiko for at køre af vejen, eller evt. motorstop i forbindelse med frost i brændstof – eller bremsesystemer. Vinteren 1947 var særlig hård. På Skanderup Landevej lå sneen så højt, at man kunne bruge telefonledningerne som gelænder. I sådanne situationer kunne snefogeden beordre folk ud til snekastning, hvilket gik ud på at grave ”huller”, så sneploven kunne få ”luft” til at aflæsse den snemasse, der lå foran ploven. Godt fællesskab og kaffe på kanden.         

Her et snekasterhold bestående fra venstre af: Niels Jørgensen, ”Lause” Laursen, Sigurd Laursen, Herman Jepsen, Poul Laursen, Geppart, Olav Bendtsen, Alfred Gram og Johannes Christensen.

Udover vintertjenesten var Skanderup Kommune også en god nyanlæg af veje.  Således transport af asfalt fra Phønix i Kolding eller kørsel med vejhøvl på grusvejene.

Marketing:

Mælketurene blev god markedsføring, idet vognmanden kom på gårdene hver dag, og dels blev landmændenes faste transportør, dels ofte fik mere alternativ ”ærindekørsel”.  Folks bevidsthed om vognmandens ture til Kolding - måske op til flere gange om dagen - kunne udnyttes til at klare et par ærinder i ny og næ. Fx kunne han blive bedt om at tage for 50 øre leverpostej og et kg medister fra slagter Petersen- og 1 kg hestefars fra slagter Ravn (Kurt Ravns far) eller lidt rensetøj fra Mosbæk i Søndergade.    - En dag på mælketuren kom Jørgen Jørgensen ud til far under aflæsningen og bad ham om at køre forbi Saxildhus (Kolding) og tage en Othello- lagkage med hjem - og lidt senere” Ku du é å tage di kuen me herop i awten og hjælp me og spiise ´en” ? Det var der vist heller ikke noget i vejen for  J

For at alt dette kunne lade sig gøre, var det nødvendigt, at der var én derhjemme, en, der holdt styr på trådene. Det gjorde vores Mor! Hun passede telefonen og tog imod ordrer. Kunne som regel også svare på, hvornår tingene kunne lade sig gøre. Mor passede regnskabet. Når far og chaufførerne kom hjem til aften, blev det, de havde lavet i løbet af dagen, skrevet ind i kladdebogen. Senere blev det ført ind i hovedbogen for til sidst at blive skrevet på regning. Når far havde et par ledige timer, kørte han ud til kunderne med regninger. Nogle gange fik han penge med det samme, andre gange kom folk hjem til os og betalte. Som regel blev det også til en kop kaffe og en snak. Alt dette var Mors arbejde og fortjeneste!

 En regning fra 1948/49. Læg mærke til priserne!

Vognmand under krigen:

En barsk tid, hvor der var mangel på alt også brændstof – Derfor gasgenerator, som var en slags kakkelovn, der var sat op på ladet. Denne forbrænding med træ udviklede gas, som så kunne anvendes i forbrændingsmotoren, men det betød naturligvis, at chaufføren af og til måtte standse for at fyre!  Vognmændene var blandt de få, som måtte køre. Derfor var der en del efterspørgsel også fra den tyske besættelsesmagt. Hvis man ikke brød sig om at køre for den, var det godt at kende værkføreren på Automobilhuset i Kolding, Søderberg, der var frihedskæmper. Med ham kunne man få lavet en aftale om et fingeret værkstedsbesøg, der kunne vare i flere dage! J  Den holdning udløste en hjælpende hånd fra Marshallhjælpen efter krigen. Det betød, at man på favorable vilkår, kunne købe en næsten ny 3 tons lastbil, som ellers ikke var til at få fat på.

Vistnok blev den lastbil i en efterfølgende kortege anvendt til at transportere Røde Kors forsyninger til det krigshærgede Holland. - En tur, der gjorde stort indtryk – ikke mindst storbyen Hamborg. Bemærkelsesværdigt var det, at medens det meste lå i ruiner, var kirkerne stort set blevet skånet.

Det påstås, at man i Skanderup kunne dufte, da Røde Kors bilen var hjemkommet, for det var lykkedes at købe rigtig kaffe i rigelige mængder.  J Således kom ”nødhjælpen” til at gå begge veje, for danskerne måtte under krigen og en tid derefter nøjes med den ikke nær så velsmagende kaffeerstatning. J

Ånd og kultur:

Med kunder fra hele lokalområdet var begge kirkelige fløje repræsenteret: Indre Mission og de Grundtvigske. - I 1885 fik sognet en aktiv vækkelsespræst, som var elsket af rigtig mange og hadet af færre. Det betød i første omgang 2 præster og senere 2 kirker og 2 skoler. Der opstod på enestående vis en ”treklang” af kirke, dagskole og kostskole – også geografisk (som nærmeste genboer og naboer). I 1923 indrettedes det tidligere Skanderup Mejeri til den grundtvigske valgmenighedskirke. I 1918 oprettedes den grundtvigske friskole, i 1914 oprettedes Skanderup Efterskole som en national grundtvigsk kostskole.

Skanderup Efterskole, som i år kan fejre 100 års jubilæum.

Sidstnævnte sammen med Hejls Efterskole, Skibelund Efterskole, Bramming Efterskole og Askov Højskole – alle som perler på snor tæt på den daværende grænse, hvilket gav mulighed for de sønderjyske unge at komme over grænsen at bo og dermed lære danskhed at kende. 

Traditionelt har unge fra Toftlund - området været godt repræsenteret på Skanderup Efterskole, og er det, flere generationer senere, vist også i dag.

De 2 fløje, som opstod i slutningen af 1800-tallet holdt på til langt op i 1900-tallet både mht. kirke og skole. Det var ”friskolelopper” og ”kommuneunger”, som tit havde slagsmål på vej hjem fra skole. Midt i 50´erne begyndte en opblødning. Mon det var fru forstander Helstrup og en anden faglærer, fru Klinting, der oprettede håndarbejdskursus på Efterskolen, som var begyndelsen? Til disse kurser kom de unge piger fra gårdene - efterhånden også fra Missionsfolkene. Og de hyggede sig med hinanden.      

Det hændte, at vores farmor og farfar var på besøg. Farfar var en interesseret person og kom nemt i snak med folk. Hans konklusion var, at de grundtvigske var stolte bønder. Han havde også observeret, at der i de indremisionske hjem meget ofte hang et skilt over døren: ”ALT AF NÅDE”, hvormed der menes, at det, du har, er ufortjent – en gave. - Altså stor respekt til begge sider!

Foranderlighed:

I 1966 erhvervede vognmandsforretningen sin første lastbilmonterede kran. Det blev den, der gjorde virksomheden omstillingsparat. Al foderstofkørsel, handel med brændsel ophørte næsten hen over en nat.  Møllerne anskaffede sig egne køretøjer. Fast brændsel blev til oliefyring. Landmændene kunne med de større traktorer transportere med egne produkter som fx sukkerroer til saftstationen. Virksomheden ændrede karakter til kranarbejde med montage af stålhaller og fodersiloer.

 Bådtransporter til det meste af Europa, maskintransport og kørsel af voluminøst gods på nedbyggede køretøjer og montagearbejde.

Sidste erhvervelse er en fældeklo – en sav monteret på enden af kranarmen, som kan save træer ned stykkevis samtidig med, at den holder fast om grenen/trætop og fører den ned med de hydrauliske kranarme uden at lave ravage på evt. huse og/eller elledninger.

I dag er det anden generation der driver vognmandsforret­ningen.

”Det var en by...”   I dag er her huse og mennesker, med et rigt skole-, kirke- og foreningsliv. En landsbyforening, der årligt samler små 1000 mennesker ved forskellige arrangementer og som engagerer sig økonomisk, arbejdsmæssigt og interessemæssigt i sti- anlæg, legepladser, landsbycafé og forskønnelse af området. Idrætsforeningen samler rigtig mange unge og yngre hver eneste uge.   

”Der har jeg rod. Derfra min verden går…..”

Dermed vil vi søskende gerne udtrykke vores taknemmelighed for, at vi fik lov til at vokse op her – og at nogen af os fik lov til at leve et helt liv her med familie.    

-----------------------------------------------------------------

Lidt om livet på landet for 150 år siden.

Af Thomas Hansen, arkivleder

Mine oldeforældre flyttede i 1854 

Del siden