Den 15. maj 2018 drog en flok på tretten personer på tur til Damgård Mølle. Det var en smuk aften og møllen tog sig rigtig flot ud i det smukke landskab. Vi begyndte med at spise boghvedegrød med sirup og smørklat i midten og kanel for dem der ønskede det. Folkene syntes det smagte rigtig godt. Derefter var der rundvisning på møllen af en mand der hed Gunnar, som til daglig var med til at vedligeholde møllen. Det skete på frivillig basis, af en lille flok mennesker som var mølleentusiaster. Der blev mulighed for, at komme helt op i toppen af møllen. Det var nogle hønsestiger man skulle op ad, og ikke alle havde lyst til at komme i højden. Dog var alle med oppe på den platform der går hele vejen rundt om møllen og der var en rigtig smuk udsigt.
Der var i en sidebygning en udstilling af gamle traktorer lige fra Massey Ferguson til David Brown og den danske traktor som hedder Bukh, også Ford, Volvo og Fordson var repræsenteret. Der var også gamle landbrugsskaber og værktøj der var brugt til udvinding af tørv.
Til sidst blev vi beværtet med boghvedevafler og kaffe. En rigtigt spændende besøg på en gammel mølle, som stadigvæk kan male boghvede.
Damgård Mølle, der ligger ca. 2 km. fra Hovslund ved Røde Kro, er en vindmølle efter Hollandsk model. Møllen blev opført i 1867 af Baron Stampe-Charisius. I 1875 købte Iver Jessen fra Rugbjerg, Damgård Mølle, som familien ejede til 1980. Røde Kro kommune købte møllen og efter endt restaurering blev møllen overdraget til foreningen " Foreningen til bevarelse af Damgård Mølle". I dag vedligeholdes bygninger og maskiner af ca. 40 frivillige inkl. bestyrelsen.