Årsskrift 2013.

Årsskrift 2012. Lærling i Skanderup Brugs.

Skanderup Brugs.

Lærling i Skanderup Brugs 1963-1966

Jeg startede ikke i butikken i en fin hvid kittel, - som jeg troede jeg skulle. Nej, den første dag fik jeg udleveret en brun kittel, de hvide kitler var forbeholdt uddeleren og de udlærte kommiser.

Derefter var der rundvisning i butikken, baglokalet og grovvarelageret. Derpå en orientering, om love i lærekontrakten, og regler i Brugsen. 

Jeg var nu klar til at tage fat! Det blev helt ude bagerst på lageret, med at sortere flasker. Dengang var der ikke så mange forskellige flasker, som der er nu. Der var flest sodavandsflasker og ølflasker, som blev lagt i trækasser med 50 stk. i hver kasse. Der var også enkelte andre flasker, men alle var glasflasker. Ud over at sortere flasker, var der meget andet der skulle ordnes på sådan et lager. Varebilen skulle vaskes en gang i mellem, det var også mit job, og når jeg var i gang, kunne jeg lige vaske Carlsens privatbil også.

 Dengang var Brugsen en ”blandet landhandel”. Foderstoffer, høstbindegarn, cement, brændsel, landsbrugsredskaber, hegnstråd, kunstgødning, beslag, motorolie, benzin, manufaktur, isenkram, hårde hvidevarer og naturligvis kolonialvarer.

En stor del af kolonialvarerne kom i store sækker, hvor indholdet så skulle vejes af i ½ og 1kg poser. Der var to heldags vareture, hvor vi tog æg med retur fra gårdene. Æggene blev afhentet i Brugsen, af et æggepakkeri, som lå i Kolding. 

Så ud over at ekspedere kunderne, og fylde varer på hylderne, var der jo meget andet arbejde der skulle klares. Derfor var der også to kommiser og uddeleren i Brugsen, da jeg startede. De to kommiser fik kost og logi i Brugsen, jeg boede hjemme hos mine forældre.

 Efterhånden arbejdede jeg mig frem, til at måtte ”veje af” i poser. Vægten skulle være nøjagtig, ikke en gram hverken for lidt eller for meget. Posen skulle lukkes på en sådan måde, at de kunne holde til at blive smidt på gulvet, uden at gå op i lukningen.

Jeg var også begyndt at komme i butikken, for at fylde varer på hylderne, men ikke noget med at ekspedere endnu, det kom først senere.

 Jeg skulle jo også til at gå i skole igen – købmandsskole. Det var jeg nu ikke ked af, jeg havde mod på at komme i gang igen, og var indstillet på, at gøre det så godt jeg kunne. Det lovede jeg vist også både mine forældre og Hans Carlsen.

Jeg gik på købmandsskolen fra midten af eftermiddagen og til ud på aftenen – jeg husker ikke tiden nøje – to gange om ugen. Det første halve år på den gamle købmandsskole, som lå på Haderslevvej i Kolding.

Derefter på den nye købmandsskole på Tvedvej.

Der var flere linjer at vælge i mellem, jeg valgte butikslinjen uden sprog.

I starten var mine karakterer ikke særlig gode. Derfor var jeg

ikke så stolt af, at skulle vise karakterbogen til Carlsen første gang.

 Han mente jo nok, at det kunne blive bedre. Det måtte jeg give ham ret i, så det var ikke andet at gøre, end at hænge i. Det lykkedes mig også at forbedre karaktererne, i hele skoleperioden.

 Arbejdstiden var mandag til torsdag: 08:00 – 17:30, fredag: 08:00 – 20:00, og lørdag: 08:00 – 12:00. Efter lukketid var der flere ting der skulle ordnes, bl.a. feje gulve – hver dag.

Jeg fik besked på ikke at ”skubbe” kosten, for det støvede for meget, jeg skulle ”trække” den i stedet. Det var jeg lidt utilfreds med, for det støvede på mine sko, men der blev sagt, at jeg bare kunne pudse dem bagefter. Fredag aften skulle gulvene vaskes med sæbespåner.

Det første år fik jeg 375,00 kr. om måneden, de efterfølgende år, henholdsvis 417,00 kr. og 477,00 kr.

Jeg tjente dog lidt ekstra, fordi jeg to dage om ugen, mødte en time før åbningstiden, for at male frisk kaffe til vareturene. Så vidt jeg husker, malede jeg også prisskilte uden for åbningstiden.

Jeg kom i øvrigt til at lave en stor fejl på et prisskilt. Det var en venlig kunde, der gjorde mig opmærksom på det. Jeg havde sat et skilt på en transistorradio, hvor prisen var blevet til 3,25 kr. i stedet for det rigtige, nemlig 325,00 kr. I kan tro, at jeg fik travlt med at rette det.

 Alle i Skanderup og oplandet, handlede i Brugsen, der var ikke så mange andre muligheder dengang. En stor del af de fastboende var beskæftiget ved landbruget, enten som daglejere eller som fodermestre. Der var også mange piger og karle på gårdene dengang.

Efter spisetid fredag aften, var samlingsstedet for tjenestepigerne og i særdeleshed karlene, ofte ved og i Brugsen. Det var næsten det eneste tidspunkt, de havde fri til at handle deres fornødenheder.

Det kunne godt være en smule irriterende, når de ikke kunne finde ud af, at forlade butikken umiddelbart efter kl. 20.00 fredag aften, så vi kunne komme i gang med at vaske gulvet.

 Efterhånden blev der en form for selvbetjening, men varerne kunne stadig skrives i ”Brugsbogen”, hvorefter man betalte regningen én gang om måneden. Der var dog en del kunder – særlig de ældre – som ikke var meget for, at finde deres varer selv, så måtte vi jo rende rundt i butikken og hente varerne, efterhånden som kunderne forlangte dem.

Når der holdt en bil ude ved tanken og dyttede, måtte vi jo springe ud, for at tanke bilen op.

På et tidspunkt, begyndte varerne også at komme hjem, i afvejede poser fra leverandørerne, eller rettere sagt, fra FDB’s centrallager i Vejen. Dengang var der næsten kun FDB varer i Brugsen.

Det var bare dejligt, så var vi fri for alt det afvejning i baglokalet. Men det indebar jo også, at der ikke var brug for så meget personale. På et tidspunkt rejste en af kommiserne, han skulle være uddeler oppe i Hee Brugs, og der blev ikke ansat en ny.

Da jeg fik kørekort, blev det min opgave, at køre de to ugentlige vareture.Den ene tur var samme dag, som jeg skulle i skole. Men jeg kunne lige nå turen først, hvis jeg ikke pjattede for meget med tjenestepigerne rundt på gårdene.

 Det var som regel Carlsen der ringede ordrerne ind til vareturene. Dengang var der gammeldags personbetjente centraler. Det foregik på følgende måde: Mandag formiddag – på et bestemt tidspunkt – ringede Carlsen til centralen og sagde, at der skulle ringes ordrer ind til varetur nr. 1, så vidste Fru Severin Hansen på centralen, i hvilken rækkefølge hun skulle ringe op til gårdene. Nogle gange kunne hun på forhånd fortælle, hvem der ikke var hjemme på det tidspunkt.

Ordrerne blev pakket i løbet af eftermiddagen, og var klar til at blive læsset på varebilen tirsdag morgen. Undtagen frostvarer og kaffe, de blev først pakket i kasserne om morgenen. Jeg mødte en time før, for at male frisk kaffe til ordrerne. På samme måde foregik det til varetur nr. 2, der blev kørt om onsdagen.

Der ud over kunne der godt være nogle ekstra ture. For eksempel i høsten, hvor et helt læs høstbindegarn, skulle fordeles rundt på gårdene.

Så vidt jeg husker, lavede jeg ikke de helt store ulykker når jeg kørte vareturene

Jeg kan dog huske, at jeg var uheldig et par gange.

En gang kom jeg for stærk ind i et sving på en grusvej, bilen skred over i rabatten, og ud af laddet røg en æggekasse med 360 friske æg, fra én af gårdene, alle gik i stykker. Kunden fik jo nok en erstatning, men det husker jeg ikke! Jeg skulle i hvert fald redegøre, over for uddeleren, hvordan det kunne ske. Vi blev nok enige om, at hastigheden havde været for høj.

En anden gang kom jeg så tæt på et gammelt træ, der stod midt i en gårdsplads, at jeg kørte over dets rødder, som lå oven på jorden. Det gav et hop i bilen, og ud af en varekasse, trillede der en del appelsiner, de lå spredt ud over hele gårdspladsen. Jeg fik appelsinerne samlet op igen, og jeg kikkede mig omkring, om der var nogen der havde set det. Det var det heldigvis ikke! Det var en vinterdag, for der lå et lag sne på gårdspladsen, så det var forholdsvis let at få øje på appelsinerne. Dengang havde man heller ikke appelsiner i butikken året rundt, det havde man kun til Jul.

Først 40 år senere, fortalte bondemanden mig, at han havde stået inde bag staldvinduerne og set det hele.   

 Det tog lang tid, inden jeg fik lov til at bruge regnemaskinen – en gammel én der stod på kontoret. Carlsen mente, at jeg havde godt af at bruge hovedet, og det havde han jo ganske ret i!

Efterhånden fik jeg flere selvstændige opgaver, bl.a. med at male skilte, og dekorerer vinduerne. Det blev jeg faktisk ret god til, derfor tog jeg nogle ekstra dekoratørkurser og skilteskrivningskurser.

 Jeg havde mange sjove oplevelser med kunderne, nogle af dem vil jeg nævne:

En kunde der bad om et dørslag, vi var igennem diverse hængsler og stalddørsbeslag, inden jeg fandt ud af, at det var en sigte!

En kunde der bad om en kylling, straks hentede jeg en frossen kylling. Det var forkert, det skulle vare en ¼ flaske Akvavit.

Eller en kunde der ville købe en termoflaske. Jeg demonstrerede nogle nye og dyre type, som ikke skulle kunne gå i stykker, ved at smide én af dem hen af gulvet. Det havde jeg set Carlsen gøre nogle gange. Kan i gætte hvad der skete? Termoflasken gik i tusinde stykker! Han købte en god gammeldags billig termoflaske.

Både sommer og vinter kom der mange unge mennesker fra ungdomsskolen. Om vinteren var der drenge, og om sommeren var der piger på skolen – jeg var mest interesseret i dem, der var der om sommeren!

Det var mest slik og sodavand de købte. Spiritus og cigaretter måtte de naturligvis ikke købe.

Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var vellidt af kunderne, både i butikken og på vareturene. Jeg fik i hvert fald mange tilkendegivelser om at jeg var rar, venlig og altid i godt humør. Jeg var da også meget glad for, at være lærling i Brugsen, jeg var kommet på den rette hylde. Carlsen var en rigtig god læremester, han krævede meget, og der skulle være orden i sagerne, men han var altid retfærdig. Jeg fik vist ikke de helt store ”skideballer”, men når jeg lavede noget forkert, blev jeg irettesat eller vejledt. Det tog jeg selvfølgelig til efterretning!   

Tiden i Brugsen gik alt for hurtigt. Pludselig var det den 31. dec. 1965, det var den dag, jeg blev udlært i butikken, men jeg blev først færdig på købmandsskolen i april måned 1966. Jeg blev derfor i Brugsen i de 4 måneder, men så var det også slut. Jeg rejste derfra med en god uddannelse, og en fin anbefaling.

Del siden