Nyhavegård

Søren Nielsen var bestyrer på Nyhavegård.

Nyhavegaard i Lejrskov. (tidligere Fattiggård)

    Den som strejfer arbejdsløs omkring uden at kunne oplyse, at han er i besiddelse af midler til sit underhold, eller at han i det mindste fører lovligt erhverv, bliver som ”løsgænger” at anse, med straf af fængsel på vand og brød. Hvor tvangshuse er indrettet, kan i stedet for vand og brød i disse, idømmes således at seks dages tvangsarbejde anses lig med 1 dags fængsel på vand og brød.

 Fattigvæsenets indtægter var frivillige gaver, det blev efterhånden en pligt, at yde noget til fattigkasserne.

Da fattigkasserne ikke kunne blive ved at klare opgaven, indførte man det ”at gå på omgang”. Gårdmændene blev pålagt at optage en fattig i sin husstand en vis tid af gangen. Når den tid var omme, måtte den fattige flytte til en anden familie, for at få sit daglige brød.

Det hele foregik ved udlicitering, den der tilbød at gøre det for det mindste beløb, fik opgaven.

 Fattigkassen blev oprettet i 1856 og blev i 1907 afløst af hjælpekassen, som blev ophævet i 1933, der var så ”Tiøreskassen”, arbejderne betalte 10 øre at en bestemt dagløn. I 1891 kom der alderdomsunderstøttelse. På Lejrskov Fattiggård, hvor der var ”Alderdomsasyl” og hvor man på sine gamle dage kunne få ophold og ikke behøvede at bo sammen med fattiglemmer og omstrejfende betlere.

Alderdomshjemmet i Jordrup kom i 1931. Dem der ikke ville med til Jordrup, kunne blive på Fattiggården i Lejrskov, som først lukkede i 1949-50.

I 1943 flyttede kommunekontoret fra Fattiggården til Vrå Møllegaard, men landevejens farende svende kunne stadig komme ind, få et måltid mad og overnatte, plus der stadig var 6-7 fattiglemmer, som ikke ønskede at flytte med til Jordrup.

 Kommunen solgte Fattiggården i 1936 til Søren Nielsen for 45.000 kroner. Han gav gården navnet ”Nyhavegaard”, med henvisning til den nyanlagte have.

Herefter har kommunen lejet sig ind i sognerådslokalet, betalt til fattiglemmer samt landevejens farende svende der måtte komme, 2 kroner for hver, sommetider kom der mange.

En aften bankede det på køkkendøren og ind stak et hoved, min far spurgte om der var flere, ja, der var et par stykker mere, der var 17 der gerne ville have et måltid mad. Det hændte også, at ikke alle kunne gå det sidste stykke vej, men lå i vejkanten, de blev så hentet på en trillebør. Kommunen betalte jo 2 kroner for hver, det blev jo også til penge, et slagterisvin kostede 30 kroner.

 Da der var flest på kost, var der 44 personer, der var familie, tjenestefolk, fastboende, sogneråd når de holdt møde, og så landevejens farende svende.

Fastboende fattiglemmer hjalp til i stald (malkning), mark og have, der blev plukket mange bær.

 Der blev spillet megen kort om dagen og hændte det, at én sad i uheld, og man manglede lidt hjælp ude, var vedkommende hurtig til at melde sig, så var det en god undskyldning for at slippe fri af kortspillet.

Far spillede med dem næsten hver aften. Der blev spillet meget Ludo, Dam og Mølle.

Far sørgede også for at de fik klippet hår og negle, engang med et ørnenæb, neglen på storetåen groede lige op i vejret og saksen kunne ikke klare det. Halm var der i sengene samt mus, ligeledes havde de halmviske i træskoene. Renligheden blev håndhævet i et stort kar i vaskehuset med grøn sæbe og skurebørste ned af ryggen.

 For at finde vej til fattiggården blev telefonpæle og elmaster til deres kendetegn med pile, selv på hovedbanegården i København var der reklame for ”Fattiggården i Lejrskov”, som én havde skrevet: den var et besøg værd!

 Den sidste fattiggårdsbestyrer var min far Søren Nielsen.

De farende svende, som søgte ophold og fattighjælp skulle igennem forsørgelsesafhøring med navn, alder og hvor de kom fra, om de havde fået fattighjælp før, deres hjemkommune skulle betale for opholdet.

 Den sidste vandringsmand som overnattede på Fattiggården hed Frits Vilhelm Zenius Jensen, det var den 16- 7- 1982 hvor han havde 50 års jubilæum det år. første besøg var 17- 2- 1932, da blev der søgt om ophold og fattighjælp.

Han døde i november 1990, 83 år gammel og ligger begravet på Mønsted kirkegård vest for Viborg. Hans kælenavn var ”Stille Frits”. Han havde vandret rundt og boet på teglværker, der var altid varme at få, oven på tørreovnene.

Hans sidste ønske var, at blive begravet ved siden af Tordenskjolds kammertjener, Chr. Cold, der på grund af sin trofasthed over for søhelten, som af Kongen fik overladt herregården ”Harrestrup” og i sin egenskab af værge for kirken i Mønsted. Chr. Cold døde i 1762.

 Torskegilde!

    Det var ikke alle der selv kunne udfylde deres selvangivelse, dengang var der ingen regnskabspligt, men blev sat skønsmæssig. Sognerådet vidste nok hvem der havde haft rund fødselsdag, og forbruget måtte være større, så indkomsten blev hævet. jeg kan huske enkelte, som kom til ”Torskegilde” i pjaltet tøj, håret strittede og uden gebis i munden, det måtte jo ikke se ud som om de havde penge, selv om tegnebogen var fuld

  Ejvind Solgaard Nielsen, ejer af Fattiggården fra 1961 – 2001, og hans fødehjem, en søn har nu gården 

Farfars barndom.

En gullaschkanon eller et feltkøkken.

Farfars barndom og skoletid!

På en gård er der altid liv, vi havde heste, køer, grise, høns, gæs, ænder, hund og mange katte, især mange kattekillinger.

Jeg begyndte min skolegang 1. april 1942 på Skanderup Kommuneskole. 1. klasse var fra kl. 13:00 til 15:30, vi var 8 drenge og 1 pige i klassen.

  Vi havde en lærerinde, frøken Anna Pedersen, hun havde øjne i nakken, hun kunne se hvad kunster vi lavede, når hun vendte ryggen til….. sagde hun! Men sandheden var, at tavlen hun altid pudsede på, var sortlakeret, det virkede som et spejl. I 2. og 3. klasse gik vi fra kl. 8:00 til 12:00, også ved lærerinden. Hun var slem til at gøre forskel på gårdmandsbørn og husmandsbørn. Hvis vi havde gjort noget galt, blev vi straffet ved at skulle lægge fingrene op på skolebordet, og så slog hun henover dem med en lineal. Engang jeg stod for tur, trak jeg fingrene væk, lige inden hun slog. Uha, hvor blev hun gal!

    Fra 4.-7. klasse havde vi en lærer, der hed Niels A. Frederiksen. Han underviste alle 4 klasser på én gang, så vi var 28 elever i alt. Han var meget dygtig, men hidsig, så vi fik de øretæver, vi havde fortjent. Vi fik lært regning og dansk fra bunden, og bagefter må man respektere hans evner til at lære fra sig.

    På en stor gård ”Wissingsminde” lige bag ved skolen arbejdede mange gifte familier med mange børn. Til 1. maj og 1. november var det skiftedag, og da kunne der sommetider komme 3-4 nye elever i klassen. det var ikke let for læreren, mange af dem havde måske skole 3-4 gange, det blev de jo ikke ligefrem klogere af, men her viste han en enestående

tålmodighed. Når vi andre var sat i gang, sad han og terpede

med dem. Danmarkshistorie og bibelhistorie kunne han fortælle så levende, at man senere ikke har glemt det.

    Da min skoletid foregik under den 2. verdenskrig, havde de tyske tropper beslaglagt noget af skolen, blandt andet var gymnastiksalen lavet om til sovesal, og der blev sat trærammer op og fyldt op med halm. I cykelskuret stod en ”Gullashkanon”,

et kæmpekomfur på hjul. Vi skulle gerne hen og se hvad

menuen var, det var mest suppe, men det duftede godt. 

    Der var en polsk krigsfanger, der havde til opgave at lappe soldaternes cykler. ham talte vi meget med, han kunne lidt dansk. En dag klagede han over, at han ikke kunne følge med og ville ikke lave noget, før han fik en medhjælper. Der kom en officer, holdt en pistol for panden på polakken og beordrede ham i gang. Det gjorde han så. Vi drenge, der overværede optrinet, var meget rystede, og vil nok aldrig glemme det, vi så. Det var ellers mest ældre soldater, og de var glade for os børn og talte meget om deres børn derhjemme.

    Da vi gik ved læreren, havde vi en times middagspause, og den blev brugt til at gå på opdagelse i området. Der var en bæk, hvor der var mange ørreder, som vi fangede med de bare næver, når de gemte sig i hulninger under bækkanten. Vi kunne se, der kom små bølger, hvor de gemte sig, så var det med at få en hånd derind i en fart. En af mine kammerater, Børge Kjær, så nogle store bælger, jog hånden ind og gav et hyl, da han trak hånden ud, havde en stor vandrotte bidt sig fast i fingeren. Han hoppede og skreg, så rotten slap, men det varede nogen tid, inden han prøvede igen.

    Vi gik til skole det meste af tiden, der var ca. 3 km. Men vi var altid en 3-4 stykker, der fulgtes ad, vi følte aldrig, vejen var lang.

    I vores fritid skulle vi hjælpe til derhjemme med roehakning, stakke hø, skokke korn, dvs. at sætte negene sammen efter selvbinderen, hjælpe med at læsse roer og køre dem hjem i roekulen.

    Vi havde store engarealer, og om sommeren var der mange, der lejede græsning til deres plage, det er ungheste 1-2 år gamle. Så morede vi drenge os med at ride dem til, mærkeligt det gik godt, men det var jo blød mosebund, når vi blev smidt af.

    Der var en nabo, Nicolaj Hansen, kaldet ”Laj”, der gravede tørv i mosen. Han æltede dyndet, lagde det i en ramme med 20 rum, så blev de lagt til tørre på græsmarken. Når de så var tørre, blev de ”ringlet”, dvs. stablet. Vi startede med at lægge en ring ca. en halv meter i diameter, derpå en ring, lidt mindre ovenpå og til sidst havde vi et lille tårn. Når de så var tørre, blev de kørt hjem i tørveskuret og gav varme i komfur og kakkelovn. Det var et spændende arbejde at være med til. Desværre var der et stort svovlindhold i tørven, så alt messing- kobbertøj blev ræverødt. Derfor blev den mest brugt i komfuret.

    I efteråret tjente vi penge ved at samle kartofler op ved naboerne, det fik vi 2 kroner i timen for, og vi syntes, vi var rige, så havde vi noget at købe julegaver for.

    Juleferien begyndte med juletræ i skolen. Mens læreren og de ældste piger pyntede juletræet, legede vi sørøverleg i gymnastiksalen. Alle redskaberne blev stillet rundt i salen, så hoppede vi fra det ene til det andet. Der var en fanger, og hvis vi rørte gulvet druknede vi. Når juletræet var pyntet, og redskaberne på plads, blev vi kaldt ind og sagde ”Næ, hvor er det flot”. Vi sang et par julesalmer, læreren læste ”Juleevangeliet”, vi fik hver en godtepose og lærer Frederiksens kone Adela, kom ind med en skål med ”kvædeflæsk”, det var gele, kogt på æblekvæder, skåret i firkanter og rullet i grov melis, det var en himmerigsmundfuld. Så byttede vi lidt slik, blev ønsket god Jul og skulle hilse hjemme.

Del siden